Heroiske Voel-kvinder pressede topholdet til det yderste

Mathias Hove Andersen 

Silkeborg-Voel var tæt på at tage point fra Team Esbjerg, men storfavoritterne sejrede til sidst

HÅNDBOLD Det blev lige ved og næsten for Silkeborg-Voel onsdag aften, hvor holdet måtte se sig slået med 26-30 af Team Esbjerg efter en medrivende kamp i Jysk Arena.

De undertippede værter måtte klare sig uden en ankelskadet Sofie Bæk Andersen, men fraværet af den offensive profil bremsede ikke hjemmeholdet i indledningen, og efter 10 minutter var Voel-kvinderne overraskende i front med 5-2.

I målet gjorde svenske Filippa Idéhn det svært for sine tidligere holdkammerater, og i offensiven viste Helene Kindberg og Hege Bakken Wahlquist høj klasse og stor præcision. Derfor var det også fuldt fortjent, at Silkeborg-Voel øgede føringen til 12-17 efter 20 minutters spil.

Team Esbjerg, der havde gjort rent bord med 11 sejre i de 11 første ligakampe, fik dog reduceret forspringet frem mod pausen, hvor stillingen var 16-13.

Silkeborg-Voel havde roteret en del i første halvleg, men efter pausen gik cheftræner Jakob Andreasen tilbage til startopstillingen. Det var med til at afvise de første tilnærmelser, men 10 minutter inde i anden halvleg fik gæsterne udlignet til 19-19.

Værterne lod sig dog ikke ryste, og en ny tremålsføring blev etableret efter et genkendeligt mønster, hvor redninger fra Filippa Idéhn blev krydret med scoringer af sprudlende Helene Kindberg og skarpe Hege Bakken Wahlquist.

En mindre sensation var dermed under opsejling i Jysk Arena, men syv minutter før tid fik topholdet igen kontakt. Værterne kom bagud med 25-27, men der var stadig håb, og halvandet minut før tid var Helene Kindberg tæt på at udligne til 27-27. Der blev dog dømt angrebsfejl, og så forsvandt muligheden for point.

På trods af en flot indsats måtte Silkeborg-Voel se sig slået med 26-30. Holdet indtager en aktuel sjetteplads i tabellen, og der resterer fortsat en enkelt kamp i år på udebane mod Viborg HK.