Brand to steder i nat

Mette Andersen 

Midtjysk Brand og Redning måtte rykke ud med bare to timers mellemrum

SILKEBORG Midtjysk Brand og Redning måtte i nat med kort mellemrum rykke ud for at slukke brande i Silkeborg.

Klokken 00.25 gjaldt udrykningen en bil på Ørevadbrovej ved Resdal, hvor en mandlig bilist fik sig en slem forskrækkelse, da hans bil brød i brand. Bilen var overtændt, da brandvæsenet nåede frem, og den udbrændte totalt. To timer senere lød alarmen atter. Denne gang var den gal på Udgårdsvej i Silkeborg, hvor forbipasserende tilkaldte brandvæsenet, da de opdagede, at det brændte i en garage.

Ifølge Midtjysk Brand og Redning brændte det ved en tændt keramikovn, men brandfolkene fik hurtigt og uden de store vanskeligheder slukket branden.