Vildmænd fortæller i Vrads

VRADS De to lokale vildmænd, der begge har vundet en sæson af DR-programmet »Alene i vildmarken«, fortæller i Vrads Forsamlingshus om deres oplevelser.

Torsdag den 21. november vil Lars Nyhuus Henriksen, der bor i Vrads, holde foredrag om, hvordan det er at kæmpe mod naturens kræfter og sig selv. Trods en lejr, der blæste omkuld, og manglende held med fiskeriet i den nordnorske sø Altevatn, var han den deltager, der holdt længst ud i ødemarken, da han vandt »Alene i vildmarken« i 2018. Lars Nyhuus Henriksen har i mange år dyrket friluftslivet både privat og professionelt som arrangør af friluftskurser og vildmarksliv. Under foredraget vil han derfor også fortælle anekdoter fra sine rejser til andre af Europas vildmarker og om det år, hvor han boede med sin familie i den svenske ødemark.

Ugen efter, torsdag den 28. november, kommer vinderen af dette års »Alene i vildmarken« til Vrads og fortæller om alt det, vi ikke så på tv. Falkemanden Flemming Sanggaard, der driver rovfugleshow, ørnereservat og bisonfarm ved Them, er den deltager i den danske programrække, der hidtil har holdt længst ud i vildmarken. Han blev først hentet hjem efter 60 dage, som udover total isolation bød på sult, kulde og ekstremt vejr. Flemming Sanggaard vil ved foredraget blandt andet fortælle om baggrunden for at melde sig til det barske tv-eksperiment og om, hvordan han klarede savnet af sin hustru, som han netop var blevet gift med, sine børn og den øvrige familie.