BSH måtte slide for pligtsejren

Mathias Hove Andersen 

Bjerringbro-Silkeborg kom på hårdt arbejde mod Nordsjælland Håndbold

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg satte to ventede point ind på kontoen onsdag aften, hvor Nordsjælland Håndbold blev besejret med 31-29 foran 1946 tilskuere i Jysk Arena.

Med den smalle sejr over bundproppen avancerer Bjerringbro-Silkeborg til en øjeblikkelig andenplads i ligaen, men flere hold har en kamp i hånden og kan dermed rykke forbi.

Der var fuld fart på opgøret i indledningen, hvor begge mandskaber havde relativt let ved at komme frem til scoringer. Storfavoritterne eksperimenterede på forskellige positioner i forhold til den vante startopstilling, men BSH fik alligevel slået et hul efter 10 minutters spil, hvor Nikolaj Øris scorede til 7-4.

Værterne formåede dog ikke at udbygge føringen, og i stedet fik gæsterne udlignet til 8-8 efter et kvarter. Umiddelbart efter reagerede cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen ved at sende Nikolaj Markussen og Klaus Thomsen på banen, men effekten var svær at spore i de første minutter, hvor BSH kom bagud med 10-11.

Frem mod pausen fik hjemmeholdet dog slået et nyt hul, så stillingen var 16-13 efter de første 30 minutter. I den periode gjorde Sebastian Skube comeback efter to ugers skadespause, og Jesper Nøddesbo blev også bragt i spil på stregen, hvor Thráinn Orri Jónsson og Michael V. Knudsen ellers havde huseret.

Det var dog Nikolaj Markussen, der var mest toneangivende med fire scoringer. og Aljosa Rezar begyndte også at røre på sig efter en sløv start i BSH-målet.

Nordsjælland kom dog bedst ud til anden halvleg og fik hurtigt udlignet. BSH fik intet foræret af de vedholdende gæster, og den sidste spænding forsvandt først efter 54 minutter, hvor Mads Kjeldgaard Andersen gjorde det til 28-24.

To minutter før tid reducerede gæsterne til 29-28, men BSH rystede ikke på hånden og sejrede med 31-29 efter en koncentreret afslutning på opgøret.