Foredrag om Enquist

SILKEBORG Cand.mag. forhenværende højskoleforstander på Rude Strand, Aage Augustinus holder foredraget »Livet er ikke lutter matematik - et foredrag om den svenske forfatter P. O. Enquist« i Lunden på Vestergade i Silkeborg mandag 18. november kl. 19.30.

Udgangspunktet er P. O. Enquists erindringsroman, »Et andet liv«. Den følger forfatteren fra barndommen i Nordsverige, hvor grunden blev lagt på godt og ondt til forfatterskabet. Smertepunkterne må med, dem slipper han ikke fri af, men må lære at leve med. Og dog, hvor ondt det end gør, er der håb og mulig mening.

Foredraget er arrangeret af Silkeborg Højskoleforening i samarbejde med Folkeuniversitetet.