Flere sigtet for spritkørsel ved Jysk Park

SILKEBORG Tre bilister fik fredag aften den tvivlsomme ære at blive sigtet for spritkørsel.

Det skete i forbindelse med at vidner klokken 22.20 tilkaldte politiet til p-pladsen ved Jysk Park, hvor der var blevet holdt noget festivitas.

En test viste, at en 33-årig mand havde drukket for meget alkohol, så han blev anholdt. Manden kørte ikke i bilen, men havde blot startet motoren. Det i sig selv fører til en sigtelse for spritkørsel.

To andre mænd, en 22-årig mand fra Randers og en 33-årig mand fra Silkeborg, sad også i biler med motoren tændt, så også de blev anholdt og sigtet for spritkørsel. De tre mænd var ikke de eneste spritbilister i Silkeborg.

Natten til søndag blev en 19-årig mand klokken 02 sigtet for spritkørsel på Herningvej.

En 19-årig kvinde blev fredag aften sigtet for at køre bil på Ansvej i Silkeborg, selv om hun ikke har taget kørekort.