Nyt reklamebureau i Silkeborg

Tekst: Jakob Munk Schmidt 

Hos Advicer, som er en del af Midtjyllands Avis, har man som mål at være det foretrukne reklame- og webbureau i Midtjylland

SILKEBORG Ulrich Gorm Albrechtsen er manden i spidsen for reklamebureauet Advicer, der er en del af Mediehusene Midtjylland sammen med Midtjyllands Avis.

Silkeborgs nye reklamebureau bygger på det tidligere Konceptas-bureau i Herning, hvor Ulrich Gorm Albrechtsen tidligere på året kom til som ny direktør. Han valgte at give virksomheden en ny, frisk start - inklusiv nyt navn, Advicer.

- Jeg er rigtig stolt over vores familiefællesskab med mediehuskoncernen i Silkeborg, Herning og Ikast. Med baggrund i Herning har det været naturligt for Advicer med opstart i Herning, og nu er vi så klar til at tage næste skridt i Silkeborg, siger Ulrich Gorm Albrechtsen.

Advicer-direktøren er i spidsen for et hold på 12 medarbejdere - onlinespecialister, grafikere og art director blandt andet. Og reklamebureaufolkene arbejder tæt sammen med det bestående team af medierådgiverne på Papirfabrikken, som administrerende direktør Stinus Errboe er i spidsen for.

- Nu er vi til stede og har fast bemanding på Papirfabrikken. Jeg kan rigtig godt lide udtrykket, at Stinus og jeg står skulder ved skulder, smiler Ulrich Gorm Albrechtsen.

Navnet fortæller alt
Advicer henvender sig til små og mellemstore virksomheder, og direktørens klare mål er at indtage rolle som 360 graders sparringspartner inden for digital markedsføring på alle platforme - kampagner og annoncering.

- Vores navn, Advicer, fortæller i virkeligheden alt. Vi er sat i verden for at skaffe endnu flere tilfredse kunder - en verden, hvor det digitale bliver ved med at fylde mere og mere, forklarer Ulrich Gorm Albrechtsen.

- Og vi har stærke digitale kompetencer i huset. Det, mener jeg, er en forudsætning for de ting, som vi beskæftiger os med og gerne vil tilbyde vores kunder. Vi skal mestre alle digitale discipliner, og vi kan til enhver tid matche vores kolleger i branchen, siger Advicer-direktøren.

Konkret handler det om emner som Facebook-reklamer, udvikling af helt ny hjemmeside samt synlighed på nettet.

Og uanset hvilke redskaber, kunden vælger at gribe fat i, står Advicer klar til at hjælpe med at opnå den stærkest mulige effekt i markedsføringen.

- Vores omdrejningspunkt er rådgivning, og det kan være alt lige fra egent-lige kampagner til markedføring via visitkort eller udvikling af webshop, forklarer Advicer-direktøren.

Cykelentusiast
Ulrich Gorm Albrechtsen, der kom til Advicer i foråret, har en længere karriere bag sig i marketing- og kommunikationsbranchen i det midtjyske.

2013-2019 tog han en afstikker til DGI, hvor han var ansvarlig for udvikling af cykelsporten på landsplan.

Før det drev han fra 2009-2013 eget kommunikationsbureau, og her var et af højdepunkterne at stå i spidsen for det motionscykelløb, som i 2012 blev afviklet i forbindelse med det verdensberømte etapeløb Giro d’Italia, som det år havde Herning som startby.

Han er fortsat engageret i Herning Cykle Club, og derudover er sønnen Christian Gorm Albrechtsen talentfuld rytter.