Ny skolechef klar til årsskiftet

Kenneth Husum 

Silkeborg Kommune henter ny skolechef fra lederstilling i Holstebro

SILKEBORG Økonomi- og Erhvervsudvalget har godkendt ansættelsen af Thomas Born Smidt som ny skolechef i Silkeborg Kommune. Han afløser fra årsskiftet Huno Jensen, som går på pension efter ti år på posten.

Thomas Born Smidt kommer fra en stilling som skole- og rådgivningschef i Holstebro Kommune, hvor han har været i to år. Før det har han i otte år været lærer, pædagogisk leder og souschef, og skoleleder i Viborg Kommune.

- Vi får en ny skolechef, som har stor indsigt i skoleområdet, en solid ledelseserfaring og erfaring med betjening af det politiske niveau. Thomas har en tilgang og en personlighed, som passer rigtig godt ind i den måde, vi driver skole på i Silkeborg, siger direktør Hanne Ahrens, Silkeborg Kommune.

Thomas Born Smidt er uddannet lærer og har en diplomuddannelse i ledelse samt mastermodul i offentlig ledelse. Han er medlem af ungenetværket under Børne- og Kulturchefforeningen og bestyrelsesmedlem i Social- og Sundhedsskolen Herning og Holstebro. Han har tidligere været formand for Skolelederforeningen i Viborg Kommune.

Thomas Born Smidt er 43 år og bor i Viborg. Hans hustru er pædagogisk leder på en folkeskole, og de har to drenge på 9 og 12 år.

- Jeg gælder mig meget til at blive en del af fællesskabet i Silkeborg Kommune, og til sammen med medarbejdere og kolleger at betjene det politiske fagudvalg og byråd og videreudvikle en god folkeskole til gavn for både elever og forældre, siger Thomas Born Smidt.

- Folkeskolen er ikke en isoleret ø i samfundet, men en væsentlig del af de samfundsstrukturer, der tilsammen skal skabe hele, kompetente og livsduelige samfundsborgere, der kan begå sig i en fremtid, vi ikke kender. Jeg er derfor optaget af, at vi sammen udvikler på vores løsning af folkeskolens kerneopgave, hvor børn og unge trives og udvikles i forpligtende læringsfællesskaber, siger Thomas Born Smidt.