Klar med populær onlinekalender

Tekst: Peter Bruvik-Hansen 

Midtjyllands Avis giver igen i år sine digitale brugere mulighed for at tælle ned til jul - med chance for at vinde julepræmier

SILKEBORG Det er efterhånden blevet en tradition, at mediehuset på Papirfabrikken 18 inviterer sine digitale brugere ind bag lågerne på årets online-julekalender.

2019 er ingen undtagelse, og Midtjyllands Avis har igen i år allieret sig med en række af byens forretningsdrivende, der sponsorerer kalendergaver til en daglig, heldig vinder.

- Vi har gennem årene fået pæn succes med vores lille julespøg, hvor mange onlinebrugere leger med. En række af byens butikker giver et symbolsk beløb for at være med og får på den måde »ejerskab« til dagens låge. Bag lågen kan der gemme sig et budskab eller et tilbud samt et spørgsmål med tre svarmuligheder, og alle, der svarer rigtigt, er med i puljen om at blive dagens heldige julevinder, siger Laila Adamsen, medierådgiver ved Midtjyllands Avis.

Deltagelse sker via midtjyllandsavis.dk, hvor man finder den digitale julekalender, der giver mulighed for at klikke på dagens låge. Og i modsætning til fysiske julekalendere, det være sig skrabe, chokolade-,eller gin-kalendere, kan man ikke snyde og åbne andre låger end dagens.

- Vi giver dagens heldige vinder direkte besked, og har vi ikke hørt fra vinderen i løbet af tre dage, trækker vi en ny vinder, siger Laila Adamsen.

Udover at være en lille julespøg, er den digitale julekalender også et eksempel på, at Midtjyllands Avis og mediehuset på Papirfabrikken er meget andet og mere end blot trykte aviser og lokalradio,

- I takt med, at vores kunder bliver mere og mere aktive på digitale platforme, udvider vi tilsvarende vores digitale online-portefølje. Vi tilbyder hjælp til 100 procent markedsføring på alle tilgængelige platforme. Uanset om det handler om traditionelle annoncer i eksempelvis Ekstra Posten og Midtjyllands Avis, radiospots i Radio Silkeborg eller bannerannoncer på egne eller andre hjemmesider, så løser vi opgaven. Og det gælder i øvrigt også annoncering og kampagner på de sociale medier, siger Laila Adamsen.

Arbejdet med at få kundernes digitale budskab ud til så mange relevante onlinebrugere som muligt, sker ikke mindst i samarbejde med reklame- og webbureauet Advicer, der også er en del af mediefamilien på Papirfabrikken 18.

Den digitale julekalender giver de 24 deltagende butikker og virksomheder bannerannoncer på midtjyllandsavis.dk, annoncer i Midtjyllands Avis og Ekstra Posten, opslag på sociale medier og bannere i mediehuset nyhedsbreve. Og så naturligvis kontakt med de mange brugere af den digitale julekalender.