SIF forlænger med lovende angriber

Mathias Hove Andersen 

Silkeborg IF har netop forlænget aftalen med 17-årige Alexander Lind

FODBOLD Han har scoret mål på samlebånd i ungdomsrækkerne, og nu har U19-spilleren Alexander Lind også scoret sig en ny kontrakt med SIF.

Den 17-årige angriber har netop sat sin underskrift på en forlængelse frem til 31. december 2022.

- Jeg har en fantastisk følelse lige nu. Det er selvfølgelig super stort og lidt ubeskriveligt, siger Alexander Lind,

På det seneste har den unge angriber stiftet bekendtskab med seniorfodbold, da han i løbet af en uge i den seneste landskampspause spillede to reserveholdskampe og en enkelt træningskamp for førsteholdet.

Det har givet tro på tingene hos den målfarlige SIF-angriber.

- Jeg håber selvfølgelig at komme mere med i førsteholdstruppen, og så må vi se, hvordan det går, lyder det med et stort smil fra angriberen.

I SIF er der også tilfredshed med forlængelsen af kontrakten med den lovende angriber, som p.t. indtager en andenplads på topscorerlisten i U19-ligaen.

- Alexander er en rigtig målscorer. Han er en fysisk stærk boksspiller, som har et stort fysisk overskud, selvom han kun er førsteårs U19-spiller, fortæller transitionstræner i Silkeborg IF, Dennis Pedersen.

SIF-talentet er netop startet på HHX på College 360 i Silkeborg og er dermed på kontrakt i resten af sin skoletid samt et halvt år ekstra. Kontrakten giver angriberen god tid til at udvikle sig på den bedst mulige måde i SIF.

- Alexander har en meget stor vilje for at ville lykkes som fodboldspiller, og vi har jo allerede set, at han har taget de første skridt i seniorfodbolden. Han er først og fremmest U19-spiller, men med tiden skal han selvfølgelig nærme sig førsteholdet, men det skal ske i det tempo, som er det bedste for Alexander, påpeger Dennis Pedersen.

Alexander Lind kom til Silkeborg IF fra Hørning IF i 2016. Han er noteret for seks U-landskampe.