Stolt Grundfos-chef er Årets Leder – roser medarbejderne

Koncernchef Mads Nipper mener, at prisen er en anerkendelse af alle medarbejdere på Grundfos

BJERRINGBRO Siden Mads Nipper i 2014 blev direktør for Grundfos, har han stået i spidsen for en virksomhed, som er med til at nedbringe verdens strømforbrug, skaffe adgang til rent drikkevand til millioner af mennesker og fremover kan være med til at møde de nedkølingsbehov, som klimaforandringerne skaber.

Han leder ud fra tesen om, at lederen skal være med til at gøre arbejdet meningsfuldt for de ansatte. Og han brænder for bæredygtighed og digital transformation, hvilket han ofte italesætter på de sociale medier og i den offentlige debat.

Prisoverrækkelsen af Årets Leder 2019 er en del af konferencen Ledelsens Dag, som Lederne torsdag var vært for i København.

For Mads Nipper har det været vigtigt, at en del af Grundfos’ kernefortælling handler om flere af FN’s verdensmål, herunder særligt mål om rent vand og sanitet samt mål om klimaindsats. For det betyder meget for Mads Nipper, at han i kraft af sin lederstilling sammen med sine medarbejdere kan gøre en forskel.

- Jeg er meget stolt af anerkendelsen, og mener, at den i høj grad også er en anerkendelse af alle vores medarbejdere. Det er deres indsats, der gør Grundfos til en særlig virksomhed - og dermed gør min indsats synlig og værdsat, siger Mads Nipper til Midtjyllands Avis.

- Der er utrolig mange dygtige ledere i Danmark, og det er en stor ære at blive valgt blandt de 5 nominerede. Titlen er i mindst lige så høj grad en anerkendelse af alt det, Grundfos står for som virksomhed. Det er en inspiration for alle ansatte - inklusiv mig, sagde Mads Nipper, da han modtog prisen.

- Mads Nipper har en autentisk og positiv ledelsesstil. Han har skabt gode resultater, og han har set og skabt en naturlig sammenhæng mellem det forretningsmæssige og det bæredygtige tidligere end de fleste virksomhedsledere. Han er derfor blevet en rollemodel for den måde, der skal tænkes forretning på i de kommende år, sagde Ledernes formand, Svend Askær, under kåringen.

Blå bog: Mads Nipper, 53 år

Uddannet cand.merc. fra Handelshøjskolen i Aarhus.

Blev ansat hos Lego i 1991, hvor han blev marketingdirektør i 2006.

I 2014 blev han topchef i Grundfos, da han afløste Carsten Bjerg.

Foruden chefstillingen i Grundfos, sidder han i en række forskellige bestyrelser, herunder blandt andet Danish Crown og Bang & Olufsen.

Han bor i Vejle, er gift med Gitte Nipper og har tre børn.