BSH forlænger med storskytte

Mathias Hove Andersen 

Nikolaj Markussen fortsætter i Bjerringbro-Silkeborg frem til sommeren 2023

HÅNDBOLD Nikolaj Markussen fortsætter karrieren i Bjerringbro-Silkeborg, hvor profilen netop har skrevet under på en treårig kontraktforlængelse.

- Jeg er meget glad for, at kunne fortsætte i Bjerringbro-Silkeborg. Jeg synes, at jeg personligt har haft en god udvikling i min tid i klubben, som jeg selvfølgelig gerne vil fortsætte, siger Nikolaj Markussen.

Venstrebacken, der blev verdensmester med det danske landshold i januar 2019, glæder sig til at fortsætte samarbejdet med BSH.

- Glæden ved at træne og spille kampe er i top, fordi jeg har nogle gode holdkammerater, som arbejder meget professionelt, men der er stadigvæk plads til sjov og ballade, siger Nikolaj Markussen.

Også på hjemmefronten er familien tilfreds med udsigten til at kunne blive i Silkeborg:

- Det betyder rigtig meget for min familie, at vi bliver boende i Silkeborg, hvor vi stortrives, fastslår Nikolaj Markussen.

For direktøren i Bjerringbro-Silkeborg ,Jesper Schou, har det længe haft høj prioritet at få aftalen med Nikolaj Markussen på plads.

- Når han er bedst, har han nogle kvaliteter, som du ikke lige finder hos andre spillere. Hans topniveau er meget højt, og med sine vigtige kvaliteter, kan han hjælpe klubben til, at nå nye finaler og vinde flere pokaler, siger Jesper Schou, der stadig kan se ilden i øjnene på den 31-årige back.

- Jeg mærker en spiller, som stadig brænder for at spille håndbold, er sulten for at vinde - og ikke mindst at det sker i Bjerringbro-Silkeborg, uddyber direktøren.

BSH spiller lørdag klokken 16 på hjemmebane mod Skanderborg. Kampen i Jysk Arena kan følges direkte på www.midtjyllandsavis.dk.