Jacob Brunsborg udpeger ny topchef for hele Lars Larsen Group

Søren Nielsen 

Stifterens søn har udpeget ny direktør for hele Lars Larsen-koncernen. Brunsborg glæder sig over ansættelsen

ERHVERV Den 1. februar 2020 indtræder Jesper Lund som ny administrerende direktør (CEO) for Lars Larsen Group, der er det samlende selskab for hele Lars Larsens koncern, hvor den mest kendte virksomhed er Jysk.

Samlet set kommer Jesper Lund til at stå øverst ansvarlig for en omsætning på 31,5 milliarder kroner, der gerne skulle stige yderligere i fremtiden.

Stifterens søn, Jacob Brunsborg, er glad for, at koncernen nu får tilgang af en stærk profil med kendskab til koncernen.

- Jeg har kendt Jesper Lund gennem en årrække, og jeg ser frem til, at han bliver en del af koncernen med ansvar for yderligere at udvikle virksomhederne og formuen i Lars Larsen Group. Samtidig bliver Jesper ansvarlig for det fortsatte arbejde med at forenkle strukturen i Lars Larsen Group, som grundet mange år med vækst og udvikling er blevet meget kompliceret, siger bestyrelsesformand Jacob Brunsborg.

Ydmygt til opgaven
Det er en opgave, som Jesper Lund glæder sig til.

- Jeg har haft glæden af at arbejde med familien og Lars Larsen Group igennem mange år, og jeg ser meget frem til at begynde den 1. februar 2020. Det er en opgave, jeg går ydmygt til, og i den første periode bliver den vigtigste opgave at lytte og lære af de mange dygtige kolleger, der gennem mange år har været med til at opbygge Lars Larsen Group, siger Jesper Lund.

Han indtræder i rollen som CEO efter Hans Henrik Kjølby, der har været med i Lars Larsen Group siden 1987 og været administrerende direktør for Jysk Group siden 2002.

Kjølby fortsætter
Jesper Lunds indtræden betyder dog ikke, at Hans Henrik Kjølby helt forlader koncernen. Han vil også fremover have plads i bestyrelsen i flere selskaber indenfor Lars Larsen Group.

- Jeg er glad for, at vi også fremover får gavn af Hans Henriks store viden om Lars Larsen Group i hans rolle som medlem af flere bestyrelser, siger Jacob Brunsborg og uddyber:

- Jeg er glad for, at vi nu kan løfte sløret for den fremtidige organisering af Lars Larsen Group, og jeg er glad for, at vi har fået en kapacitet som Jesper med på holdet. Jesper er en person, som jeg kender godt, og som deler værdierne i Lars Larsen Group. Med det nye setup er jeg derfor helt sikker på, at vi kan fortsætte den positive udvikling i Lars Larsen Group fremover, siger Jacob Brunsborg i en kommentar.