Michael V. Knudsen indstiller karrieren

Mathias Hove Andersen 

Bjerringbro-Silkeborgs anfører takker af på topplan efter en lang og glorværdig karriere

HÅNDBOLD 41-årige Michael V. Knudsen er i gang med sin sidste sæson på topplan.

I torsdagens udgave af Midtjyllands Avis indikerede Bjerringbro-Silkeborgs anfører, at et karrierestop var under opsejling, og mandag eftermiddag blev det så officielt.

Efter denne sæson stiller den tidligere landsholdsspiller håndboldskoene på hylden for sidste gang. Han fortæller, at beslutningen om at stoppe efter denne sæson var en aftale, han indgik med sin familie allerede sidste år.

- Selvom kroppen stadigvæk har det godt, og jeg føler mig fit, så havde jeg nok forventet, at kroppen en dag ville sige stop. Det er dog ikke tilfældet, og jeg kan stadigvæk løbe med de unge, så jeg tænker reelt, at jeg kunne have fortsat, indtil jeg bliver 50. Jeg har dog lyst til at prioritere anderledes og glæder mig til nye spændende udfordringer og projekter, siger Michael V Knudsen.

I Bjerringbro-Silkeborg lukkes døren ikke helt for Michael V. Knudsen, selvom den aktive karriere indstilles.

- Jeg håber, at vi i et eller andet omfang kan beholde Michael V. Knudsen i en funktion i og omkring klubben, siger direktør Jesper Schou, som vil sørge for, at der tages behørig afsked med stregprofilen, når karrierestoppet rykker nærmere.

- En så stor og flot karriere skal markeres. Vi vil sammen med Michael på et senere tidspunkt melde ud, hvordan vi tager behørigt afsked med en fantastisk karriere i dansk og tysk klubhåndbold samt for det danske landshold, uddyber Jesper Schou.

Hovedpersonen ser med glæde tilbage den lange og imponerende karriere, hvor han har været forskånet for alvorlige skader.

- Jeg har haft nogle vidunderlige oplevelser med håndbolden og alle de hold, jeg har spillet på. Helt tilbage fra da jeg startede med håndbolden i HOH85 over Viborg HK, Skjern Håndbold, SG Flensburg Handewitt og Bjerringbro-Silkeborg samt på udvalgte hold såsom kredshold, jysk hold, Y-landsholdet, U-landsholdet og A-landsholdet, siger Michael V. Knudsen.

Stregspilleren har vundet titler alle steder: DM, pokaltitel, Super Cup, Europa Cup, Champions League og EM.

- Jeg har været klart førstevalg på alle hold og har altid haft en afgørende betydning, ligesom jeg flere gange er blevet valg til Europas og verdens bedste stregspiller og har været udtaget til diverse verdenshold, ligesom jeg i 2007 blev nomineret og kåret til verdens andenbedste håndboldspiller, husker Michael V. Knudsen.

BSH-anføreren ser med glæde tilbage på karrieren og de personer, han har mødt undervejs.

- Jeg har mødt og arbejdet sammen med utrolig mange dejlige mennesker gennem alle årene og har fået nogle unikke oplevelser. Den daglige træning og det hele tiden at skulle forbedre sig og gøre det lidt bedre har været fedt.

- Jeg har sat en ære i at leve professionelt, være toptrænet og i bedre form end konkurrenterne og gøre mit allerbedste både på og udenfor banen – altid med 100 procents indsats, hvilket også har været mit kendetegn, som jeg har forsøgt at udstråle på og udenfor banen, siger Michael V. Knudsen.

Netop sådan opfatter Bjerringbro-Silkeborgs direktør også den rutinerede spiller.

- Michael er professionel både på og udenfor banen, og han er en kulturbærer, et forbillede og en favorit blandt vores fans. Det er svært at forestille sig holdet uden Michael, og jeg ser frem til de resterende kampe i denne sæson, hvor han på vanlig vis vil give alt, hvad han har, siger Jesper Schou.

Hovedpersonen ser frem til, at han i fremtiden selv kan bestemme over sin fritid og ikke skal leve efter et udleveret program og hele tiden fokusere på næste kamp.

- Selvom jeg sikkert også kommer til at savne det, lyder det med et smil fra Michael V. Knudsen, der endnu ikke har taget stilling til, hvad tilværelsen skal byde på, når den sidste kamp er spillet.

- Hvad fremtiden skal byde på, er jeg endnu ikke klar over. Derfor vil jeg vil bruge den kommende tid på at suge til mig og blive klogere på, hvor der er et spændende projekt. Det kan være i sportens verden, men det kan også være noget helt nyt. KNUDSEN77-håndboldene findes allerede, så måske skal den forretning udvikles, siger Michael V. Knudsen.

Anføreren og resten af BSH-mandskabet spiller onsdag aften på hjemmebane mod Århus Håndbold. Kampen kan vanen tro følges direkte på www.midtjyllandsavis.dk - denne gang fra klokken 18.30.