Julehjælp slår rekord: Så mange familier søger om hjælp til mad og gaver

Søren Nielsen 

JUL Behovet for en økonomisk håndsrækning til gaver og mad i juletiden er større end nogensinde før.

Hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors har 914 familier i Midt- og Vestjylland søgt om julehjælp. Det er flere familier end i 2018.

Antallet af ansøgere - både i Midt- og Vestjylland og på landsplan - er det største antal hidtil. Sidste år modtog Blå Kors 688 ansøgninger fra midt- og vestjyske familier, mens tallet på landsplan er steget fra 6.268 i 2018 til 7.173 familier i år.

- Det er overvældende, at der er så mange familier, som søger om julehjælp. Vi havde på fornemmelsen, at vi i år ville slå rekord med den fart, som ansøgningerne er væltet ind. Det vidner om, at der er mange familier, som oplever at have det rigtig svært, og at det virkelig kommer til udtryk i julen, hvor de, ligesom alle andre familier, gerne vil give deres børn en god juleaften med mad og gaver, siger generalsekretær i Blå Kors Danmark Christian Bjerre.

Råd til gaver
En af dem, som i år har søgt om julehjælp hos Blå Kors, er Jeanette Thorsted. Hun bor i Karup og er alenemor til to børn.

Jeanette blev for 18 år siden påkørt af en spritbilist, hvilket bl.a. betød, at hendes gode arbejde blev udskiftet med førtidspension.

- Jeg har svært ved at få råd til gaver, og jeg har ikke lyst til, at mine børn skal være de eneste efter jul, der ikke har fået en ordentlig gave. De kan selvfølgelig aldrig få det samme, som de andre får, men trods alt bedre end ellers, hvis vi får julehjælp, siger Jeanette Thorsted.

Blå Kors’ julehjælp består af et gavekort på 400 kr. til dagligvarekæden Lidl og et gavekort på 200 kroner, som kan bruges i en af Blå Kors’ 53 genbrugsbutikker.

Pengene til julehjælpen kommer fra Blå Kors’ egne midler, fonde, gaver fra privatpersoner og samarbejdspartnere som Lidl Danmark.

Blå Kors forventer, at kunne uddele julehjælp til knap 1.400 familier på landsplan.

Midt- og Vestjylland dækker over kommunerne: Viborg, Silkeborg, Herning, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Skive, Thisted, Ikast-Brande, Vesthimmerland, Struer, Morsø, Lemvig og Favrskov.