Julebanko på Toftebjerg med lækre præmier

THEM Toftebjerg - Them Bibliotek og Medborgerhus inviterer på i morgen, torsdag den 12. december, til Vitello-julebanko.

Det gælder om at slå ørerne ud og holde tungen lige i munden, mens man lytter til »Vitello køber en vidunderlig julegave«, for nogle af ordene i historien findes på de udleverede bankoplader. Og lytter man godt efter, er der chance for at få julebanko undervejs i historien.

Biblioteket lover, at der er lækre præmier på spil og pebernødder på bordene under bankospillet.

Efter bankospillet hjælper bibliotekets medarbejdere gerne med at finde julebøger og gode højtlæsningsbøger.

Efter arrangementet er det muligt at spise i Toftebjergs café.