SIF-trio udtaget til U21-landsholdet

Mathias Hove Andersen 

Tre spillere fra Silkeborg IF rejser med U21-landsholdet til Tyrkiet i januar

FODBOLD U21-landstræner Albert Capellas har onsdag udtaget truppen til den kommende træningstur i Tyrkiet, hvor de danske drenge skal teste formen mod Slovakiet.

SIF har tre spillere med i truppen, der tæller 22 mand, og cheftræner Kent Nielsen må således se bort fra Mads Emil Madsen, Frederik Alves Ibsen og Jeppe Okkels fra tirsdag 7. januar til mandag 13. januar 2020.

Mads Emil Madsen og Frederik Alves Ibsen har begge fået spilletid på U21-landsholdet tidligere, mens Jeppe Okkels fortsat har sin debut til gode.

Den 20-årige kantspiller har optrådt på samtlige ungdomslandshold fra U16 til U20, og den første optræden for U21-landsholdet venter sandsynligvis lige om hjørnet.

Testkampen mod Slovakiet spilles søndag 12. januar, og U21-landstræneren varsler spilletid til alle i truppen.

- Slovakiet er en rigtig god mulighed for at se vores spillere i kamp og ikke kun på træningsbanen. Vi kommer efter planen til at give kampminutter til alle. Både da det jo er i vinteroptakten, og vi skal passe på spillerne, men også fordi det er en god mulighed for, at alle får mulighed for at vise sig frem, siger Albert Capellas til dbu.dk.