Silkeborg i top med anlægsinvesteringer

Silkeborg og Aarhus er de to kommuner i Østjylland, som har investeret flest penge i byggeri og anlæg

INVESTERINGER Der er stor forskel på, hvor meget og hvor lidt de lokale kommuner investerer i ny asfalt, renovering af skoler og plejehjem og så videre.

En analyse fra Dansk Byggeri viser nu, at Silkeborg Kommune er med i toppen i Midt- og Østjylland.

Silkeborgs gennemsnit de seneste tre år er 3972 investeringskroner per indbygger om året. Også Favrskov har en topplacering med en gennemsnitlig årlig investering på 3598 kroner per indbygger.

I Ikast-Brande Kommune er tallet 3242 kroner, i Viborg Kommune 3120 kroner og Skanderborg 2592 kroner.

Silkeborg ligger i toppen sammen med Aarhus. Men der er forskel, forklarer formand for Dansk Byggeri Østjylland, Michael Ancher.

- En af årsagerne, til at Aarhus er i top, er selvfølgelig, at kommunen har investeret i letbanen, som er et stort projekt, der løber over flere år. Det har Silkeborg ikke, men de har alligevel investeret næsten lige så meget som Aarhus, siger Michael Ancher.

- I det hele taget er der flere af vores østjyske kommuner, som prioriterer at investere i veje og byggeri, hvilket uden tvivl har en positiv afsmitning på borgere og virksomheder i kommunen - og også i forhold til at tiltrække nye. En kommune er jo lidt ligesom vores huse. Hvis der er huller i murværket, og det regner ind gennem taget, så er det en mindre attraktiv plet på landkortet, end et der er velholdt og i god stand, formanden i Dansk Byggeri Østjylland.

De østjyske kommuner har de sidste tre år i gennemsnit investeret 3374 kroner per indbygger. Det er over landsgennemsnittet.

Gennemsnit over tre år
- Udover alle fordelene ved at investere i gode veje og velholdte bygninger, så er det på den lange bane også billigere for kommunerne at vedligeholde løbende frem for først at gøre noget ved det, når det hele er ved at falde fra hinanden, siger Michael Ancher.

Køge er den kommune i Danmark, der investerer flest kroner i veje og byggeri, mens Brønderslev har investeret mindst.

De to kommuner har investeret henholdsvis 5422 kroner og 959 kroner per indbygger.

De kommunale investeringer er beregnet ud fra udvalgte områder i de kommunale regnskaber som for eksempel grundkapitalindskud til almene boliger og entreprenør- og håndværkerydelser.

For at undgå at et eller flere store byggeprojekter et enkelt år giver et misvisende billede af kommunernes investeringsniveau, tager Dansk Byggeris analyse udgangspunkt i et treårigt gennemsnit, 2016-2018, af kommunernes bygge- og anlægsinvesteringer per indbygger.