BSH fik et point i drama i Holstebro

Peter A. Sørensen 

Dommerpar fik stor indflydelse på resultatet i topopgøret, hvor BSHerne var tæt på sejren

HåNDBOLD Topopgøret i Holstebro endte uden vinder. I en dramatisk afslutning kom BSHerne ellers foran med 20 sekunder igen, men hjemmeholdet fik udlignet på et straffekast til 26-26. Det skete, efter dommerparret havde kigget en situation efter på tv-skærmen og ændret et målkast til straffekast.

BSHerne fik ellers en god start i Holstebro. Forsvaret fik godt fat, og det gav gæsterne føringer på 1-3 og 5-7, som var stillingen efter et kvarter.

Opgøret var imidlertid jævnbyrdigt, og efter 22 minutter var stillingen 10-10, inden en skarp Johan Hansen igen bragte gæsterne i front.

Bjerringbro-silkeborg havde i det hele taget overhånden, og måltavlen viste 14-16.

Opgøret blev aldrig nogen stor kamp, hvilket også skyldes en mildt sagt rodet indsats af det urutinerede dommerpar Jeppe T. Vestergaard og Daniel Møller. Det gav konstante diskussioner mellem spillere, trænere og dommerpar, og det var medvirkende til, at hjemmeholdet kom i front med 18-16 efter 10 minutter af anden halvleg.

Samtidig begyndte BSHerne at brænde deres chancer, så det fik cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen til at tage tiltrængt timeout, og det gav mere stabilitet. Ved 20-20 var det helt lige igen, og kampen var i den grad på vippen foran de 2642 tilskuere i Gråkjær Arena.

Med fem minutter igen hamrede Nikolaj Øris bolden i nettet til 22-23, mens BSH var gået over til at spille syv mod seks.

Dramatikken kom i de sidste minutter, hvor begge holdt følte sig snydt,

Med halvandet minut igen stod der 25-25 efter en stor redning af Kasper Larsen, og da BSHerne igen fik bolden, så det godt ud. Det blev endnu bedre, da Nikolaj Øris scorede med 20 sekunder igen, men så kom der mere dramatik, da dommerparret måtte ud og se en situation i det sidste TTH-angreb på tv-skærmen. Det kom efter et brændt TTH-skud, men det endte med et straffekast til hjemmeholdet, der udlignede i de sidste sekunder.

Dermed sluttede opgøret - måske ganske passende 26-26.