Mand ville gøre gengæld efter slag

Mathias Mark Iversen 

Et slagsmål i byen mellem to unge mænd, tog en drejning dagen efter

SILKEBORG Natten til lørdag klokken 02.30 opstod der tumult ude foran et diskotek på Nygade i Silkeborg. Først fik en 18-årig mand fra Horsens tre-fire slag med knyttet hånd i ansigtet af en 18-årig mand fra Silkeborg.

En ven til offeret, en 20-årig mand fra Engesvang, forsøgte at komme den 18-årige til undsætning, men han blev også slået af overfaldsmanden.

Politiet kom og fik skilt parterne ad, og den 18-årige mand fra Silkeborg blev anholdt på stedet. Politiet fandt 1,74 gram hash på ham, da han blev visiteret.

Han blev efterfølgende løsladt, men her sluttede historien ikke. Den 18-årige fra Horsens, som var blevet slået natten før, ville nemlig have hævn, og ifølge politiet mødte han derfor op på silkeborgenserens adresse sammen med sin bror for at gøre gengæld efter episoden på Nygade.

De to brødre truede manden, og da politiet ankom, blev de sigtet for at fremsætte trusler.