SIF henter norsk midtbanespiller

Michael Helligsø 

28-årige Vegard Moberg kommer til klubben på en fri transfer

FODBOLD Silkeborg IF har hentet den første forstærkning i vinterens transfervindue.

Den 28-årige nordmand, Vegard Moberg, skrev fredag aften under på en kontrakt, der gælder indtil sommeren 2002.

Han kommer på en fri transfer fra de norske sølvvindere FK Bodø/Glimt, hvor han afsluttede en tre-årig kontrakt ved årsskiftet.

- Med tilgangen af Vegard Moberg får vi en erfaren spiller ind, som har præsteret godt i de seneste sæsoner i Bodø/Glimt, hvor han var med til at sikre sølv i 2019. Vegard Moberg har vist stor interesse for Silkeborg på trods af andre muligheder, og han giver nogle nye dimensioner til midtbanen, hvor han blandt andet kan bidrage med erfaring og fysik, siger SIFs sportschef Jesper Stüker.

Vegard Moberg betegnes som en fysisk stærk midtbanespiller med erfaring og lederegenskaber.

Han træner med for første gang i begyndelsen af næste uge, når han har været hjemme i Bodø.

- Jeg har fået et meget fint indtryk af klubben, faciliteterne og de mennesker fra SIF, jeg allerede har mødt, siger Vegard Moberg efter at have skrevet under på aftalen på Hotel Papirfabrikken Radisson Blu, hvor han og hans kæreste overnatter inden returrejsen lørdag til Norge.

I Bodø/Glimt havde han ellers udsigt til europæisk fodbold, mens det i SIF handler om overlevelse i bunden. Alligevel valgte han SIF frem for en kontraktforlængelse.

- Jeg havde lyst til at prøve et andet land og en anden liga, og da jeg var kontraktfri i Bodø/Glimt, var det nu, at der var en chance. Da muligheden fra Silkeborg dukkede op, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle gribe den.

- Superligaen har høj status for fodboldspillere i Norge, og nu glæder jeg mig til at prøve det. Jeg kommer ind med positiv energi og kan nok også bidrage med min erfaring og hjælpe med at binde tingene sammen, siger han.