Daniel A. Pedersen skifter klub i Norge

Mathias Hove Andersen 

Tidligere SIF-spiller skifter fra nedrykkede Lillestrøm til midterholdet Brann

FODBOLD 27-årige Daniel A. Pedersen har fundet sig en ny arbejdsgiver.

Den norske ligaklub Brann kan således fortælle, at den tidligere SIF-spiller er ny mand i klubben, hvor han har sat sin signatur på en treårig kontrakt.

- Brann er en storklub i Norge, og jeg glæder mig meget til at komme i gang her. Det bliver spændende at lære holdkammeraterne og byen at kende, siger Daniel A. Pedersen til klubbens hjemmeside.

Transferen blev en realitet søndag, hvor Daniel A. Pedersen således tog afsked med Lillestrøm, der rykkede ned fra den bedste norske række i sidste sæson.

Til sammenligning sluttede Brann på en niendeplads - midt i rækken.

- Han er en ledertype, og vi er meget glade for at have ham på plads fra første dag i sæsonstarten, udtaler sportschef Rune Soltvedt med henvisning til, at Brann-holdet tager hul på forberedelserne til den nye sæson mandag.

Salquist stadig i Lillestrøm
Inden skiftet til Lillestrøm repræsenterede Daniel A. Pedersen henholdsvis AGF og Silkeborg IF, hvor han i alt har spillet 158 superligakampe fra 2011 og frem til 2018.

I Lillestrøm spillede Daniel A. Pedersen sammen med en anden tidligere SIF-spiller, Tobias Salquist.

Det er dog fortsat uafklaret, om forsvarsspilleren fortsætter i klubben efter nedrykningen. Spillerne i Lillestrøm har udsigt til en markant lønnedgang.