Se træer blive fældet med skovsav og motorsav

HVORDAN blev skovens kæmper fældet før i tiden? Og hvordan gør man idag?

Det kan man få at se ved selvsyn, når Høgdal i Salten Skov som noget nyt tyvstarter sæsonen med arrangementet »Træfældning før og nu«.

Lørdag den 1. februar bliver den gamle skovsav fundet frem, og et træ i skoven ved museumsgården bliver fældet på gammeldags manér. Det kommer uden tvivl til at give sved på panden.

Bagefter er det Leif Pedersens store, stærke jyske heste fra Salten, der skal svede, for det fældede træ skal trækkes ud af skoven og hjem til Høgdal ved hjælp af hestekræfter.

Mens træet bliver fældet, vil museumsinspektør ved Vester Palsgaard Skovmuseum, Brith Vestergaard, fortælle om skovdriften før i tiden.

Senere bliver det skovløber Martin Henriksens tur. Han er ansat ved Naturstyrelsen Søhøjlandet og vil fortælle om nutidens skovdrift. Motorsaven vil blive fundet frem, og folk fra Naturstyrelsen vil vise, hvordan træfældning foregår nu til dags.

Dagen, der er arrangeret i samarbejde med Naturstyrelsen og skovmuseet, er for både børn og voksne og slutter med varm kakao og boller på Høgdal.