Bilister uden kørekort snuppet

SILKEBORG Politiet sigtede tirsdag fire personer for at være involveret i ulovlig bilkørsel i Silkeborg.

En 70-årig mand blev klokken 16.40 afsløret, da han kørte bil på Bredhøjvej. Manden blev sigtet for at køre bil, selv om han ikke havde førerret.

Hans hustru blev sigtet for at overlade bilen til en person, der ikke måtte køre bil.

Det samme var tilfældet for en 44-årig mand, som havde overladt sin bil til en 37-årig mand, der klokken 08.05 blev standset på Østergade.

Alle fire involverede kan nu se frem til et retligt efterspil.