Silkeborg-Voel floppede mod bundhold

Michael Helligsø 

Hjemmekampen mod Horsens endte i en kæmpe skuffelse

HåNDBOLD Silkeborg-Voel smed fredag aften to meget dumme point i jagten på en slutspilsplads.

Hjemme i Jysk Arena tabte klubben på skuffende vis med 20-20 til Horsens, der dermed sikrede sæsonens blot tredje sejr i dameligaen.

Det resultat var alt andet end godkendt for Silkeborg-Voel, der leverede en flov indsats mod et godt fightende udehold.

Savnet af den gravide playmaker Sofie Bæk Andersen var denne gang til at få øje på, og bortset fra en føring i starten af kampen halsede værterne efter i hele opgøret.

I første halvleg var det også stolpe ud i flere sekvenser, mens Stine Bonde heller ikke fik fat i nok i målet, hvor Voel savnede svenske Filippa Idéhn.

Nede med 9-12 ved pausen så det svært ud for Silkeborg-Voel, og resten af kampen brugte værterne på at halse efter Horsens, selv om Stine Bonde og defensiven fik bedre fat.

Der var tæt på at være kontakt ved både 16-17 og 17-18, men angrebsspillet var langt under niveau, og det lykkedes aldrig at komme helt op på siden af Horsens.

Topscorer blev Helene Kindberg med fire mål, men højrebacken havde som resten af holdet en offday.

Det så 674 tilskuere i Jysk Arena.