Læserklubben siger: Bienvenue á Paris

Lone Henningsen 

Skønne oplevelser i byernes by - kendte som ukendte. Vi er i selskab med en dygtig rejseleder, der elsker den franske hovedstad og gerne vil vise os de spændende steder 9.-13. maj

Forårssprøde Paris byder på en sand overflod af kultur og romantik i de charmerende gader. De stemningsfulde caféer, de monumentale seværdigheder og det rige kulturliv er i særklasse. Her står kunstmalere og bogkasser langs Seinen, Eiffeltårnet lyser nattehimlen op, og selv metrostationerne emmer af parisisk elegance. Man bliver aldrig helt færdig med den by!

I selskab med Gina Banke fra Giba Travel skal vi »gøre« Paris, og vi har valgt det helt rigtige tidspunkt - nemlig når foråret har fået godt fat, så vi kan nyde det dejlige udendørsliv maksimalt.

Vi gør som pariserne selv, og bruger den vidtforgrenede undergrundsbane, metroen.

Der er lagt en del ind i det faste program, men der er også lagt vægt på at have tid på egen hånd, da Paris også skal opleves ved slentreture og siddende på en af de mange caféer.

Den kendte rundtur
Lørdag 9. maj mødes vi i Billund Lufthavn tidligt om morgenen til flyafgang klokken 07.15. Vi lander et par timer senere og har dermed hele dagen til vores rådighed.

Byrundturen begynder egentlig med det samme, idet vi i bussen ind mod byen får nogle fakta og gode tips om at færdes i Paris. Vi ser eller genser de seværdigheder, der er indbegrebet af byen: Notre-Dame, Eiffeltårnet, Triumfbuen og den nye Opera på Bastillepladsen. Inden vi slutter rundturen, skal vi i Louvres gård se den fantastiske glaspyramide, der er en overbygning på tre underjordiske etager fyldt med kunst.

Vi slutter ved vores centraltbeliggende hotel, Timhotel Montmartre, tæt på centrum. Hotellet er hyggeligt og ligger i et roligt område blot fem minutter fra Sacré-Coeur. Der ligger mange hyggelige caféer og restauranter lige uden for døren.

Efter indkvartering er der fælles middag.

Det »ukendte« Paris
Søndag oplever vi et lidt anderledes Paris.

Vi besøger først parfumemuseet Fragonard, hvor vi får et spændende indblik i hele Franogards historie. Besøget slutter i deres butik, hvor der er et bredt udvalg af deres egne parfumer.

Herfra fortsætter vores tur til nogle af de fantastiske steder, der ligger lidt uden for de traditionelle turistruter. Vi ser blandt andet Père-Lachaise-kirkegården, hvor blandt andre Édith Piaf og Yves Montand ligger begravet. Også den smukke og forårsklædte Parc des Buttes-Chaumont skal vi se, og hvis tiden tillader det, ser vi på det spændende kvarter omkring Panthéon og Rue Mouffetard, en meget livlig handelsgade.

Herefter er resten af dagen til oplevelser på egen hånd.

Det mondæne Marais-kvarter
Mandag efter morgenmaden er der mulighed for at deltage i en tur, hvor vi besøger et af byens bedste og maleriske områder i Marais-kvarteret. Her ser vi først Place des Vosges, en smuk plads beliggende i hjertet af Maria-kvarteret. Det er den ældste park i Paris; den stammer fra begyndelsen af 1600-tallet og hed tidligere Place Royale, da der indtil sidste halvdel af 1500-tallet lå en kongebolig, Hôtel des Tournelles, her.

Via forskellige passager når vi Hôtel du Petit-Sully, som er blandt de smukkeste bygninger i kvarteret. Det blev bygget til Henri IV’s premierminister, og den barokke facade er fyldt med dekorationer og masker fra oldtiden. Vi tager en tur ind i gården og ser den smukke facade samt de flotte have.

Resten af dagen til oplevelser på egen hånd.

Kunstnerkvarter med udsigt
Tirsdag er der mulighed for at tage med rejselederen til Montmartre-kvarteret, der er det højeste punkt i byen. Her vil du generelt kunne forvente at støde på en hel del gadekunstnere. Før i tiden var Montmartre kreativitetens højborg, og både digtere, malere og musikere bosatte sig netop her. Det skyldtes i bund og grund, at huslejen var lav, og at det derfor var et af de eneste steder, de kære kunstnere havde råd til at slå sig ned. I dag er der ikke særlig mange kunstnere tilbage, der faktisk er bosat i Montmartre, og huslejen er bestemt ikke lav længere. Alligevel har området en kunstnerisk »vibe«.

Udsigten heroppefra er fantastisk, og når du står foran den berømte Sacré-Coeur-kirke, kan du beskue næsten hele byen. Da kirken ligger tæt på vores hotel, bør du stille dig her om aftenen og nyde det betagende syn af et illumineret Paris. Hver aften bliver Eiffeltårnet desuden oplyst af et væld af pærer, og at se dette show fra toppen af Montmartre er en helt særlig (og gratis) oplevelse.

I dag skal vi også se den smukke by fra vandsiden, når vi tager på en idyllisk sejltur på Seinen.

Senere slutter vi dagen af med en middag tæt ved Seinen.

Onsdag efter morgenmaden stiller vi vores kufferter på hotellet og har det meste af dagen til fri disposition, da der først er flyafgang omkring klokken 20.

Måske skal Louvres besøges - eller hvad med en tur op i Eiffeltårnet? Det kan også være, at der bare skal shoppes igennem og hygges på en fortovscafé - mulighederne er uanede.

Prisen er
Prisen for denne storbyrejse er 5995 kroner per person i dobbeltværelse. Eneværelsestillæg på 1525 kroner.

I prisen er inkluderet:

Fly Billund-Paris t/r med Airfrance

Dansk erfaren rejseleder hele vejen

Håndbagage på 12 kilo

Bus til transfer

Fire overnatninger med morgenmad

To gange middag

Sejltur på Seinen

Udflugtsprogram

Beregn cirka 150 kroner til metrobilleter.

Turen er ikke egnet for gangbesværede.

n