Varebil stak af fra påkørsel af cyklist

SILKEBORG En mand i en hvid varevogn efterlyses efter et færdselsuheld ud for Fakta i Vestergade i Silkeborg.

Her påkørte chaufføren en 32-årig kvinde, der kom kørende ad Vestergade ind mod centrum. Det skete, da manden svingede ind foran kvinden, så hun fik det venstre ben i klemme mellem bilen og hendes Christiania ladcykel.

Uheldet skete 10. januar klokken 8 om morgenen. Men det er først nu, at kvinden har anmeldt sagen til politiet.

Ifølge politiets oplysninger steg varevognschaufføren ud af bilen. Men kørte herefter hurtigt fra stedet, uden at hjælpe kvinden, der blandt andet fik en blodansamling ved knæet. Hun fik heller ikke hans kontaktoplysninger til brug for forsikringen.

Flugtbilisten beskrives, som »asiatisk« af udseende, 40-50 år og mellem 165-170 centimeter høj.

Den hvide varevogn havde blå skrift på siden, og bilen var formentlig en VW Transporter. Hvis man har oplysninger i sagen vil politiet gerne have besked på telefon 114.