Far og søn dømt for hæleri af cigaretter

To mænd har fået otte måneders og et års fængsel. Modtog cigaretter til en værdi af mere end 920.000 kroner på en adresse udenfor Silkeborg

SILKEBORG En far og en søn på henholdsvis 43 og 21 år er i Retten i Aarhus blevet dømt for hæleri af et stort kvantum cigaretter.

Cigaretterne stammede fra et indbrud begået i Brabrand den 1. december sidste år. De to mænd blev dømt for nogle få dage efter indbruddet at have modtaget cigaretterne på en adresse lidt vest for Silkeborg – velvidende, at de var stjålet.

I retten erkendte begge mændene, at de havde modtaget cigaretterne med henblik på at sælge dem videre fra farens kiosk på Sjælland.

Anklager Peter Mathiasen er tilfreds med tirsdagens dom.

- Mændene blev taget på fersk gerning, og politiet fandt både store kontantbeløb og en varebil fyldt med cigaretter under anholdelsen. Så beviserne var klare, og begge erkendte forholdet. Jeg er tilfreds med dommen, og at de dømte fik konfiskeret 400.000 kroner, som de skulle have brugt som betaling for cigaretterne, siger anklageren.

Østjyllands Politis efterforskning af indbruddet i Brabrand førte den 5. december til en koordineret aktion, hvor de to mænd på 21 og 43 år blev anholdt. Derudover blev tre mænd på 35, 42 og 44 år anholdt og sigtet for selve indbruddet og tyveriet af cigaretterne. De sidder for tiden varetægtsfængslet, mens sagen efterforskes videre.

Begge de dømte fik gjort en del af deres straf betinget. Den 21-årige fik en mildere dom end sin far, da han spillede en mindre fremtrædende rolle i planlægningen af overdragelsen af cigaretterne.

Den 21-årige modtog dommen, mens den 43-årige udbad sig betænkningstid.