Vieira: Dolberg har international klasse

Fodbold Kasper Dolberg er efter sommerskiftet fra Ajax til Nice efterhånden ved at få gang i karrieren igen.

Den danske landsholdsangriber, der kommer fra Voel, har scoret otte ligamål i denne sæson, og senest blev han med to mål i 2-1-sejren over Lyon den store hele for Nice.

Nice-cheftræner Patrick Vieira, der selv har fortid som topspiller i Arsenal og Juventus blandt andet, er meget begejstret for sin danske angriber.

- Han har internationalt niveau. Vi kan se det på hans bevægelser og hans måde at orientere sig på. På indlæggene formår han altid at komme foran forsvarsspilleren. Vi skal arbejde på at få så meget ud af ham som muligt.

- Han var desuden meget generøs med sin arbejdsindsats. Han lavede meget defensivt arbejde, siger Patrick Vieira ifølge Nices hjemmeside.