BSH uddelte bank på Mors

Michael Helligsø 

Der var klasseforskel, da Bjerringbro-Silkeborg trynede Mors-Thy

HåNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg er kommet fremragende fra land i 2020.

Efter den sikre sejr over Fredericia i fredags blev det onsdag til en endnu mere overbevisende skalp, da Mors-Thy blev besejret så suverænt som 32-20.

Mors-Thy har ellers været lidt af en favoritdræber i denne sæson, men det var der ikke noget af denne aften på »Bette Balkan«, hvor gæsterne var i fuld kontrol i 50 minutter.

Hjemmeholdet førte med 7-4, efter 10 minutter men derfra så man ikke noget til Mors-Thy, der havde enormt besvær med at få gang i angrebet.

BSH scorede kampens næste seks mål og lukkede kun to yderligere mål ind i de sidste 20 minutter af første halvleg, og dermed var kampen tæt på at være afgjort ved pausen, hvor stillingen var 9-17.

I anden halvleg blev det aldrig for alvor spændende. Mors-Thy kunne ikke få tingene til at fungere, og man anede hurtigt, at det kun handlede om, hvor stor BSH-sejren ville blive.

I sidste ende blev den på 32-20 efter en flot indsats af udeholdet, der igen kunne tillod sig at skifte flittigt ud.

Topscorer blev Johan Hansen med ni mål, mens Michael V. Knudsen og Mads K. Andersen scorede henholdsvis seks og fem gange.