Silkeborg-musiker på turné i Japan

Michael Wegdwood er i den kommende weekend i Japan med sit gamle band Curved Air

SPOTLIGHT Musikeren Michael Wedgwood, der har sit studie i Alderslyst, optræder jævnligt fredag eftermiddag på Admiralen i Søndergade. Men ikke i denne uge, for den erfarne, britiske musiker er lige nu i Japan på turné med sit gamle band Curved Air, som åbenbart har godt fat i det japanske publikum.

Skelsættende album
Curved Air udgav i 1973 albummet »Air Cut«, og det er dette album, der bliver opført live ved koncerterne i Japan i den kommende weekend.

»Air Cut« var Curved Airs fjerde studiealbum. Det blev et skelsættende album, for efter udgivelsen forlod tre af medlemmerne bandet, mens Sonja Kristina og Michael Wedgwood søgte i en mere rock-præget retning.

Ud over Curved Air har Michael Wedgwood været med i bands som Caravan og Kiki Dee Band, og har været tæt på og spillet med mange store solister og grupper som blandt andre Elton John, Deep Purple, Fleetwood Mac, Frank Zappa, Roxy Music, Jethro Tull, Camel og The Soft Machine.