Mand løb fra taxaregning: Hundepatruljen fangede ham

Kenneth Husum 

25-årig sigtet for røveri efter at have trukket kniv mod taxichauffør

SILKEBORG En 25-årig mand fra Silkeborg blev standset af en politihund efter at have trukket en kniv mod en taxichauffør natten til søndag kl. 01 på Drewsensvej.

Den 25-årige var kørt med taxien fra Vejle. Da bilen var fremme, fortalte den 25-årige, at han ikke havde penge til at betale for regningen. Han lånte en telefon for at ringe efter et par kammerater, som han forklarede ville hjælpe med betalingen.

Der dukkede to kammerater op ved taxien, men den 25-årige ville stadig ikke betale. Han mente, at chaufføren havde kørt en forkert vej.

Skænderiet udviklede sig
Skænderiet udviklede sig til, at den 25-årige trak en kniv, som han truede chaufføren med, da de var stået ud af taxien.

- Det blev chaufføren selvfølgelig bange for, og han trådte et skridt tilbage, hvorefter de tre unge stak af, siger politikommisssær Lasse Ivanøe.

Politiet blev tilkaldt, og taxichaufføren satte sig ind på bagsædet og blev kørt rundt i byen i håb om at finde de tre unge igen.

Det lykkedes for chaufføren at udpege den 25-årige, men han opdagede, at han var blevet set og stak igen af.

Imellemtiden var der blevet tilkaldt en hundepatrulje, der var ved at lede efter spor ved taxien. Hundeføreren så en mand komme løbende, der passede på signalementet af røveren. Han råbte ham derfor an, men det fik ikke den 25-årige til at stoppe. Hunden blev derfor sat efter ham, og det fik ham til at stoppe, inden han blev bidt.

En af de to andre unge, der mødte op ved taxien, er blevet identificeret, men er foreløbig ikke blevet sigtet for noget.

- De to forholdt sig passive, så som det står nu, bliver de ikke sigtet for medvirken, oplyser Lasse Ivanøe.