Ny BSH-skuffelse: Forgæves comeback i Jysk Arena

Michael Helligsø 

Veterankeeper Søren Rasmussen tog pynten af sine tidligere holdkammerater fra Bjerringbro-Silkeborg.

HåNDBOLD For anden gang på fem dage skuffede Bjerringbro-Silkeborg sit hjemmepublikum.

Efter den svage indsats mod Benfica i søndags måtte holdet torsdag se sig besejret mod Ribe-Esbjerg, der efter en tæt afslutning vandt 26-27 i Jysk Arena.

BSH var ellers lige ved at snuppe et point efter et fortrinligt comeback, men set over en helt kamp var der ikke noget at sige til, at gæsterne vandt.

Det kunne de ikke mindst takke veterankeeper Søren Rasmussen - med fortid i Bjerringbro-Silkeborg - for.

Han snuppede tidligt et straffekast fra en skidt spillende Johan Hansen og gjorde i det hele taget ondt på sin eks-klub med en stribe redninger.

De mange brændte chancer betød, at BSH hurtigt kom bagud med 3-8, men efter en timeout kom værterne igen. Kasper Larsen begyndte at tage godt fra i målet, og 10 minutter efter timeouten var hjemmeholdet helt med igen ved stillingen 10-10.

Men Søren Rasmussen hev flere redninger frem, og ved pausen var BSH derfor nede med 12-14.

I anden halvleg kom Ribe-Esbjerg komblæsende ud af starthullerne og havde allerede efter fire minutter udbygget føringen til 13-18.

Udeholdet var klart bedst og cruisede mod en klar sejr ved stillingen 20-26 med lidt under ni minutter igen, men et par gode redninger af indskiftede Aljosa Rezar holdt BSH inde i kampen.

De 2054 tilskuere øjnede for alvor et comeback, da velspillende Mads K. Andersen med fire minutter igen forkortede til 24-26, og efter endnu en Rezar-redning kunne Jesper Nøddesbo små to minutter før tid reducere til 25-26.

Et minut før tid scorede brød Nicolai Nygaards gæsternes måltørke, da han scorede på straffekast til 25-27, men det betød ikke, at kampen var afgjort.

Udeholdet ragede to udvisninger til sig i det sidste minut, men BSH kom ikke tættere på end Nicolai Øris’ reducering til 26-27.

Dermed led BSH det første liganederlag i 2020.