Omar i Kedelhuset

STANDUP For første gang i fem år er Omar Marzouk tilbage med et nyt comedyshow. Det hedder »Afdanskningsbal« og kan opleves i Kedelhuset torsdag 20. februar.

I showet vil Omar Marzouk forsøge at gøre alle - især ham selv - til bedre danskere. Det er et comedyshow, hvor han vil tage gassen og hysterien ud af indvandrerdebatten og gå hele vejen for at afklæde nationalismens grimme sider, men hvor det også er overvejende sandsynligt, at han ender med at afklæde sig selv.