Silkeborgmusiker varmer op til nyt album

MUSIK Den 23-årige silkeborgensiske multi-instrumentalist og sangskriver Simon Nordmark imponerede i 2018 med den flotte debut »Looking Through The Lens«. Nu er han ude med den første single som forløber til et nyt mini-album, der udkommer 2. maj.

»My Mind« hedder singlen, der er en meget lækker og vellydende sang med masser af pop-appeal, men som også besidder den originalitet og musikalitet, der gjorde debuten til en tidløs og vægtig sag.

- Jeg har gerne villet udfordre mig selv og den lyd, som jeg tænker er Northfield, og det føler jeg virkelig kommer til udtryk med den nye single. Lyden er væsentligt mere dansabel end noget af det, jeg tidligere har udgivet, men det er med kant og med små finurlige twists, der trækker tråde til mange forskellige genrer og årtier, siger Simon Nordmark.

På den nye single spiller han igen alle instrumenterne bortset fra trommerne, der er lagt i hænderne på Rasmus Riis Sitarz.

Op til udgivelsen af albummet vil der komme en ny single hver måned. Albumudgivelsen den 2. maj markeres med en releasekoncert på Rampelys i hjembyen Silkeborg.