Gudmundur skal bremse BSH

Mathias Hove Andersen 

Den tidligere danske landstræner skal stå i spidsen for Bjerringbro-Silkeborgs næste modstander

HÅNDBOLD Gudmundur Gudmundsson er ny cheftræner i tyske MT Melsungen. Det oplyser bundesligaklubben på sin hjemmeside.

Islændingen, der tidligere har haft ansvaret for det danske herrelandshold, debuterer som Melsungen-træner på lørdag, hvor Bjerringbro-Silkeborg venter i EHF Cuppen.

Opgøret i Kassel er en direkte duel om andenpladsen i gruppen, som kan sikre videre avancement i den europæiske turnering. BSH vandt det første opgør på hjemmebane med 35-31 og er p.t. bedst indbyrdes.

Gudmundur Gudmundsson overtager den ledige trænertjans i Melsungen efter Heiko Grimm, der blev fyret tidligere på ugen.

Midtjyllands Avis opdaterer direkte fra lørdagens nøglekamp i Tyskland, hvor første fløjt lyder klokken 20.45. Opgøret kan vanen tro følges på avisens hjemmeside.