Hvinningdal-borgere fangede tyveknægt

Jakob Munk Schmidt 

Ung mand forsøgte at slippe væk efter indbrud på Padborgvej. Det lykkedes ikke

SILKEBORG En 24-årig mand fra Silkeborg blev lørdag sigtet for trusler mod vidner og for indbrud i en bolig på Padborgvej.

Kort før klokken 10 om formiddagen kunne politiet anholde den unge mand, og det skete efter en god indsats af lokale borgere, som fangede og fastholdt den 24-årige, indtil patruljen var fremme.

Vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at man klokken 09.35 fik anmeldelsen om, at personen var blevet taget på fersk gerning på Padborgvej.

- Anmelderen løb efter tyveknægten, da han forsøgte at slippe væk, fortæller Anders Olesen.

Ifølge vagtchefen kom også andre til for at hjælpe anmelderen med at holde den 24-årige fast.

Denne fortsatte dog med at gøre modstand og kom desuden mod trusler.

Indsatsen resulterede i en kortvarig politijagt i området ved Eidervej, inden man klokken 09.52 kunne anholde den unge mand.

Efter afhøring blev den 24-årige løsladt igen senere på dagen lørdag.