Overblik: Coronavirus lukker en række lokale arrangementer

Silkeborg Bekymringen over Corona-virus betyder, at en lang række møder og arrangementer bliver aflyst i disse dage.

Det gælder blandt andet en planlagt åbningsfest for Alderslyst Ungdomsklub, der skulle finde sted på fredag.

»Skøn på Silkeborg« havde planlagt generalforsamling onsdag aften. Mødet er netop aflyst med kort varsel.

Museum Jorn skulle torsdag 12. marts have generalforsamling, men den er aflyst på grund af smitterisikoen.

En fejring af den kurdiske nationaldag i Vestergadehallen på lørdag er blevet aflyst. Tilsvarende fester er blevet aflyst i Aalborg, Ishøj, Aabenraa, Tønder, Holstebro, Kalundborg og Herning.

Et forfatterarrangement på Silkeborg Bibliotek 27. marts med Sofie Sarenbrandt og Mari Jungstedt er aflyst. De to forfattere kommer nemlig ikke til Danmark alligevel, da Krimimessen i Horsens er blevet aflyst på grund af myndighedernes anbefalinger vedrørende større arrangementer.

Hjerteforeningen Silkeborg har frem til 1. april aflyst alle sine arrangementer og aktiviteter, der enten er målrettet hjertepatienter, eller hvor både hjertepatienter og andre borgere tænkes at deltage.