Politiet på corona-kontrol: Folk er fornuftige

Adam Haff 

Politiet får mange henvendelser om mulige overtrædelser af corona-forbud. Men kontroller viser, at vi opfører os ordentligt

SILKEBORG Siden det i sidste uge blev forbudt at være flere end 10 personer samlet på samme sted, har politiet ført en hel del ekstra tilsyn med, om vi så overholder forbuddet.

Midt- og Vestjyllands Politi har sat ekstra patruljevogne på gaderne, og i weekenden patruljerede politiet på gader og stræder - og ikke mindst på yndede tilflugtsmål som ved Almindsø.

- I weekenden fik vi mange anmeldelser fra borgere, som mente, at der var for mange mennesker samlet på samme sted. Og det kontrollerede vi så, siger Flemming Just, der er politiassistent ved Lokalpolitiet i Silkeborg.

Politiet fik blandt andet anmeldt, at der var for mange folk ved Almindsø. Med 30-40 biler på en af p-pladserne kunne to-meters-reglen ikke overholdes, når folk steg ind og ud af bilerne, mente en anmelder.

- Vi var flere gange ude ved Almindsø og Slåensø. Og vi vurderede, at folk ikke gik for tæt på hinanden. Det generelle billede er, at folk opfører sig fornuftigt, siger Flemming Just.

Politiet tog på baggrund af en anmeldelse blandt andet også hen og kontrollerede en legeplads på Forårsvej. Her skulle alt for mange børn og voksne ifølge anmeldelsen være forsamlet.

- Men der var ikke et øje, da vi var forbi legepladsen, siger politiassistenten.

Det samme var tilfældet i bodegaen »Smøgen«, der ligger Ved Skrænten.

- Nogle anmeldte, at der var kunder derinde. Men her var ingen, her var aldeles lukket og slukket.

Skaterbanen hen over motorvejen på Søholt blev fredag eftermiddag spærret af for offentlig adgang. Politiet var forbi flere gange, og ved to lejligheder så de unge på banen.

De unge blev bortvist. Men det var så også det eneste sted, hvor politiet i weekenden vurderede, at forsamlingsforbuddet blev overtrådt.

I den kommende tid vil politiet opretholde det øgede tilsyn med offentlige pladser og populære udflugtsmål.

- Folk skal tage myndighedernes påbud og henstillinger alvorligt. Og det gør de også, siger Flemming Just, som tilføjer, at der endnu ikke er uddelt bøder for overtrædelser af 10 personers begrænsningen i Silkeborg Kommune.