Bredsdorff hylder sin højre hånd

Mathias Hove Andersen 

Peter Bredsdorff-Larsen lovpriser Lars Møller, der stopper i BSH, når sæsonen engang er slut

HÅNDBOLD Lars Møllers værdi for Bjerringbro-Silkeborg har været enorm.

Det vurderer cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen efter nyheden om, at klubbens assistenttræner stopper efter denne sæson.

- Lars personificerer Bjerringbro-Silkeborgs stabilitet i toppen af dansk håndbold, og han har store aktier i, at klubben de sidste fem sæsoner altid har kvalificeret sig til medaljekampene og hvert år også har repræsenteret dansk håndbold i et europæisk gruppespil, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Der er ingen tvivl om, at det er en nøgleperson, der forlader klubben.

- På og udenfor banen og til både træning og kamp har Lars bidraget med kvalitet, indsigt, erfaring og et stort engagement. Personligt har jeg haft et fantastisk samarbejde med Lars, fortæller Peter Bredsdorff-Larsen, der mister sin trofaste højre hånd efter seks års samarbejde.

- Lars vil blive savnet i vores dagligdag og som makker, og han vil altid blive husket for sit kæmpe bidrag til, at Bjerringbro-Silkeborg vandt sit første danske mesterskab, siger Peter Bredsdorff-Larsen med henvisning til DM-titlen i 2016.

Fra klubben og direktør Jesper Schou lyder der også en stor tak for den store indsats, som Lars Møller har bidraget med.

- Vi har gjort brug af Lars’ indsigt og viden omkring ungdomshåndbolden, og også her vil vi sige tak til Lars for en ekstraordinær stor indsats. Han har stor andel i, at vi er kommet så langt, som vi er på ungdomssiden, siger Jesper Schou.

- Lars besidder udover en stor faglighed også rigtig gode menneskelige egenskaber, og det har spillerne og hele teamet omkring holdet nydt godt af, tilføjer BSH-direktøren.