Politiet: Coronakrisen giver god opførsel

Peter A. Sørensen 

Godt nyt fra politiet i en ellers svær tid

SILKEBORG En lørdag aften og nat plejer at være politiets travleste tidspunkt på ugen, men sådan er det ikke i øjeblikket.

Coronakrisen har givet øde gader, og samtidig er midtjyderne gode til at tackle nedlukningen af det meste af samfundet.

- Vi har ingen anholdte lørdag aften eller nat og dermed ingen, der skal løslades her til morgen. Folk har holdt sig i ro, og det er vi glade for, lyder det fra vagthavende hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Fredag aften havde politiet en enkelt anholdt i Silkeborg. Det var i forbindelse med husspetakler i en familie.