Silkeborg Kommune efterlyser værnemidler

Mathias Mark Iversen 

Det er blandt andet desinfektionsservietter, handsker, forklæder, mundbind og masker, der efterlyses

SILKEBORG Diverse værnemidler er gået som varmt brød i butikkerne den seneste tid og er i øjeblikket svære at erhverve sig.

Derfor efterlyser Silkeborg Kommune borgere eller virksomheder, der har værnemidler i overskud.

- Vi er godt med på værnemidler, men nogle produkter er blevet meget svære at skaffe. Især servietter til desinfektion af overflader er en mangelvare, siger Søren Boisen, leder af Silkeborg Kommunes indkøbs- og udbudsteam.

Helt konkret leder kommunen efter servietter til desinfektion af overflader, engangsforklæder, engangskitler med lange ærmer, der lukkes bagpå, engangshandsker, ansigtsvisir, kirurgiske mundbind, mundbind med visir og masker.

Derfor opfordrer kommunen borgere, foreninger, virksomheder eller andre, som ligger inde med ekstra værnemidler, som de ikke selv skal bruge, til at kontakte kommunen.

Det kan ske ved at sende en mail til [email protected] med information om, hvad du ligger inde med. Så tager kommunen kontakt tilbage og aftaler nærmere.

Kommunen vil gerne købe værnemidlerne og kan også afhente dem. Donationer til kommunen er også velkomne.

Medarbejdere på Hjælpemiddeldepotet efterser værnemidlerne, inden de fordeles videre til brug i institutionerne.

Værnemidler er vigtige for at kunne beskytte borgere og medarbejdere i blandt andet sygeplejen, hjemmeplejen og på plejehjem mod coronasmitte.