Weekenden byder på solrigt vejr og op til 14 grader

/ritzau/ 

Mens Danmark så småt er ved at åbne igen efter coronakrisen, byder weekenden på tørt og varmt forårsvejr.

KøBENHAVN Der bliver rig mulighed for at komme ud i naturen og væk fra coronakrisen i weekenden. Her bliver vejret tørt og solrigt med temperaturer op til 14 grader.

Det siger Martin Lindberg, der er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, fredag morgen.

- Det bliver meget stabilt med stort set det samme vejr hele weekenden. Meget sol hele dagen, men desværre ikke noget regn til landmændene, siger Martin Lindberg.

Fredag vil temperaturen ligge mellem 10 og 14 grader med en svag til jævn vind fra nord og nordøst.

Kun ved kysterne med pålandsvind kan det blive koldere.

Natten til lørdag er der risiko for nattefrost med temperaturer ned til to graders frost og en svag til let vind.

- I dagtimerne lørdag kan der komme lidt højere skyer først på dagen, men ellers bliver dagen ligesom fredag solrig og tør med temperaturer mellem 10 og 14 grader, siger Martin Lindberg.

Også natten til søndag kan der komme frostgrader, men i dagtimerne søndag bliver det lunt igen med op mod 14 grader.

Om eftermiddagen kan der komme flere skyer. Også her vil der være en svag til jævn vind fra nordøst.

Det dejlige forårsvejr kommer på af grund af et højtryk, der ligger omkring Shetlandsøerne nordvest fra Danmark.

- Højtrykket forstærkes hen over weekenden og bevæger sig mod Norge, hvor den sender en tør og kølig luftstrømning fra nord og nordøst ned over Danmark, siger Martin Lindberg.

Det solrige vejr vil fortsætte i næste uge, hvor temperaturen kan nå 16 grader mandag og 18 grader onsdag.

/ritzau/