Bilist uden kørekort standset to gange

SILKEBORG En 29-årig mand fra Horsens havde svært ved at forstå politiets budskab, da han i går formiddag klokken 09.45 blev standset i en bil af en politipatrulje på Viborgvej.

Manden har fået frakendt kørekortet og fik derfor besked på at parkere bilen. Han blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden.

- Men en god time senere fik patruljen igen øje på manden. Denne gang kørte han på Østergade i Kjellerup, fortæller politikommissær Bent Riber Nielsen fra politiet i Silkeborg.

Manden blev igen standset og sigtet. Denne gang tog betjentene nøglerne, som bilens ejer fik besked på at hente. Bilens ejer er en 33-årig mand fra Hvidovre, som er blevet sigtet for at låne sin bil ud til manden.