Voel-talent på kontrakt i barndomsklubben

Michael Helligsø 

Silkeborg-Voel har lavet en aftale med 19-årige Natasja Andreasen

HåNDBOLD I denne sæson har Natasja Andreasen snuset til ligaholdet i Silkeborg-Voel, og alt tyder på, at der er mange flere førsteholdskampe i vente for hende.

Den 19-årige ungdomslandsholdsspiller er kommet på en et-årig kontrakt i barndomsklubben, hvor flere af hendes familiemedlemmer har været aktive i mange år - ikke mindst farbror Jakob Andreasen, der er cheftræner.

Voel-direktør Mikael Bak er meget tilfreds med, at Natasja Andreasen bliver i klubben.

- Det er en tydelig del af vores strategi, at vi skal udvikle vores ungdomsspillere til at kunne tage springet ind på ligaholdet. Denne historie bliver heller ikke dårligere af, at Natasja jo er født og opvokset i Voel – ja, vel nærmest i Voel Hallen, siger Mikael Bak.

Han håber, at den unge bagspiller kan folde sit potentiale ud i Silkeborg-Voel.

- I den afsluttede sæson fik vi særligt i de sidste kampe set prøver på, at Natasja har nogle stærke spidskompetencer. Dem er jeg sikker på, at hun kan udvikle endnu mere på. Forhåbentlig vil Natasja over tid kunne blive en af profilerne på vores hold, siger han.