Alvorlig trafikulykke ved Gl. Rye: Den dræbte er 22-årig kvinde

Ung mand på 25 år meldes i kritisk tilstand efter ulykken, hvor den tredje person i bilen, en 25-årig kvinde, meldes udenfor livsfare

GL. RYE Det er en 22-årig kvinde, som søndag formiddag blev dræbt i en trafikulykke nær Gl. Rye, oplyser politiet.

I en bil kørte hun og to andre unge galt i en kurve på Gl. Ryevej ud for Femvejen, oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.

Kvinden mistede livet på stedet ved ulykken, hvor ingen andre trafikanter var involveret. Politiet blev alarmeret klokken 09.10 om soloulykken.

Den ene passager, en mand på 25 år, meldes i kritisk tilstand. Han blev med helikopter fløjet til Skejby.

Den anden, en kvinde på 25 år, blev bragt til Horsens Sygehus og er ikke i livsfare, oplyser politiet søndag eftermiddag.

En bilinspektør er blevet rekvireret for at klarlægge omstændighederne.

/ritzau/