Politiet genoptager køreprøver: Isabella bestod

Midt- og Vestjyllands Politi er efter halvanden måneds corona-nedlukning begyndt at holde prøver igen

SILKEBORG Midt- og Vestjyllands Politi havde onsdag de første til køreprøve efter halvanden måneds corona-nedlukning.

- Her i vores politikreds har kørekort jo rigtig stor betydning, så det glæder mig, vi nu igen kan afholde køreprøver, siger vicepolitiinspektør Henrik Glintborg.

- Vi ved, at det for mange unge mennesker i vores kreds betyder rigtig meget at have et kørekort. Mange er afhængige af det for at kunne komme omkring til uddannelse, arbejde og andet, siger han.

For 17-årige Isabella Ravn Jakobsen fra Humlum er onsdag en glædens dag. Hun var uheldig at dumpe sin køreprøve, umiddelbart før risikoen for coronasmitte satte en stopper for prøverne, så hun har ventet utålmodigt på at få endnu et forsøg.

- Jeg købte bil lige før lockdown, så den har også bare stået og ventet. Det har været så træls, og hver gang der har været nyt fra myndighederne, har jeg været inde at tjekke, fortæller den 17-årige kvinde med et smil.

Hun glæder sig over, at hun i dag bestod køreprøven.

Midt- og Vestjyllands Politi er den politikreds i Danmark, der har næstflest køreprøver - kun overgået af Københavns Politi. Derfor venter mange midt- og vestjyder lige nu på at kunne komme til. Men der er visse forholdsregler.

- Det er helt afgørende i samfundet, at vi alle fortsat gør alt, hvad vi kan, for at minimere risikoen for coronasmitte, og det gør vi også i den her sammenhæng. Så når vi for eksempel har teoriprøver, har vi færre elever ad gangen end normalt på grund af afstandskrav, og vi spritter rigtig meget af både i lokaler og i biler. Og når en elev har brug for tolk under den praktiske prøve, så sker det nu telefonisk frem for at have tolken med på bagsædet, fortæller Henrik Glintborg.

Samtidig understreger han, at politiet har et rigtig godt samarbejde med kørelærerne.

- Faktisk har vi netop i dag holdt møde med kørelærerne, og sammen har vi styr på den sikkerhed, der skal sikre, at vi kan blive ved med at holde køreprøver, samtidig med at vi minimerer risikoen for smittespredning med COVID-19, siger han.