Politiet sender cykelbetjente på gaden

Søren Nielsen 

Cyklende betjente kan komme forbi butikkerne i midtbyen for at holde øje med risikoen for smittespredning af coronavirus

SILKEBORG Du kan få betjente på cykel at se i Silkeborg i weekenden.

Årsagen er, at Midt- og Vestjyllands Politi sætter ekstra mandskab på gaden for at holde øje med, at befolkningen ikke klumper sig sammen og derved kan sprede coronavirus.

- Mange midt- og vestjyske butikker holder igen åbent, og flere kører lige nu med ekstra gode tilbud. Midt- og Vestjyllands Politi minder op til weekenden om ikke at stimle sammen i butikker, omkring deres gadevarer eller andre steder, hvor mange færdes. Det handler om at begrænse risikoen for smittespredning med coronavirus, oplyser politiet i en meddelelse.

Som et supplement til det almindelige beredskab oplyser politiet således, at det vil have cyklende betjente i Herning, Holstebro og Silkeborg.

- Med dem kommer vi endnu mere rundt i byerne og bliver mere synlige. Vi kommer hurtigere rundt, end når vi er til fods, og vi kommer nemmere i dialog, end når vi sidder i en bil, så det er et godt supplement til vores gående og kørende patruljer, siger Helle Kyndesen, politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi.