Coronasmitte: Silkeborg hårdest ramt i Østjylland

Peter A. Sørensen 

114 er registreret som smittet i Silkeborg Kommune, og det er relativt flere end i Aarhus. Herning er imidlertid langt hårdere ramt

SILKEBORG Coronasmitten er på vej i den rigtige retning i samfundet, men Silkeborg er fortsat den østjyske kommune, som er hårdest ramt i forhold til antallet af indbyggere.

Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut.

Når man ser på det relative smitteantal, hvor man omregner til antallet af smittede pr 100.000 indbyggere, er der registreret 123 i Silkeborg Kommune. Det tal dækker over, at der er 114 mennesker i alt, der er testet positiv i Silkeborg Kommune.

I Favrskov er det relative tal 50 pr 100.000 indbyggere, mens Skanderborg er på 84.

Til sammenligning er tallet i Aarhus 96 pr 100.000 indbyggere, mens Herning Kommune fortsat er langt foran med 279 pr 100.000 indbyggere.

Det overgås kun i Jylland af Holstebro Kommune, hvor tallet er 426 smittede pr 100.000 indbyggere. I København er tallet 299 pr 100.000 indbyggere - eller 0,3 procent af indbyggerne i landets hovedstad.