Heldig lottospiller rammer millionen

Jens-Erik Sinnbeck 

Kupon, der udløste millionærgarantien, købt hos Meny i Thorsø

THORSØ En kunde, der i lørdags handlede i Meny i Thorsø, gjorde et rigtig godt køb.

Han eller hun købte en lottokupon, og det var én af dem, der lørdag aften udløste en milionærgaranti - og dermed en rund million til vinderen.

- Det er dejligt, at der kunne komme lidt held herude også, siger Meny-købmand, Svend Aage Laursen, der fik den gode besked fra Danske Spil mandag morgen.

- Jeg tror, det er rigtig god trend, der er startet, tilføjer han.

Få alle kuponer tjekket
Da millionen er vundet på millionærgarantien, er der ikke nødvendigvis et eneste rigtigt vindertal på kuponen. Derfor er det vigtigt, at folk får tjekket alle deres kuponer, inden de måske smider dem ud.

- Så jeg kan kun opfordre til, at folk kommer og tjekker deres kuponer - vi skal jo gerne have vinderen fundet, siger Svend Aage Laursen.

- Har du nogen idé om, hvem den heldige er?

- Min kone siger, at jeg ikke må sige, at det er hende, lyder det med et grin.

- Men spøg til side, så aner vi ikke, hvem vinderen er, der bliver jo også solgt mange lottokuponer sådan en lørdag, siger den lune købmand.